Pædagogiske værdier og principper
Her kan du læse om de pædagogiske værdier og principper, som vi arbejder med i Helsted Børnehus.
Helsted Børnehus som trygt læringsmiljø
Helsted Børnehus skal være en glad ”ja institution” med positiv trivsel og udviklingsmuligheder. Et sted, hvor det er rart at være for både børn og voksne, og hvor forældre kan aflevere deres børn med sindsro, vel vidende at barnet er i et trygt og udviklende miljø.
Ressourceorienteret tilgang og pædagogik
Vi arbejder ud fra et ressourceorienteret tankesæt og tilstræber at fokusere på muligheder frem for begrænsninger. Børnene skal møde synlige, nærværende og engagerede voksne, som kan, vil og tør være forbilleder – voksne, der kan sige både ja og nej. Vi arbejder med helhed i barnets liv og tager udgangspunkt i det enkelte barns individuelle niveau, ønsker og behov. Institutionen tilstræber en glidende overgang fra vuggestue til børnehave og arbejder både stueopdelt og på tværs af stuerne.
Læringsforståelse og relationer
Vores læringsforståelse bygger på, at alle mennesker lærer hele tiden, og at læring sker bedst i meningsfulde relationer. Vi er inspireret af det systemiske tankesæt, som understreger, at alle og alt påvirker hinanden og bidrager til vores livsforløb. I Helsted Børnehus ønsker vi, at læringsrummet bygger på ”ja du kan / ja vi kan.” Synlige og udadvendte voksne skaber et læringsmiljø, hvor børn bliver set, hørt, forstået og anerkendt.
Miljø, bevægelse og sansning
Vi ønsker at skabe et miljø, som opfordrer til leg, læring og udvikling på alle basale områder. Institutionen prioriterer oplevelser uden for hegnet, hvor alderssvarende grupper kan udforske og lære. Indendørs har vi fokus på mange disponible rum, der giver mulighed for fordybelse i leg og relationer. Vi anser kropslig trivsel og bevægelse som vigtige for både læring og sociale relationer og tilstræber derfor meget bevægelse både ude og inde.
Naturoplevelser og kreativ udfoldelse
Vi ønsker at give børnene en forståelse og respekt for naturen og udvikle deres nysgerrighed for dyr, planter og naturfænomener. Ligeledes arbejder vi med børnemiljøer, hvor børnenes sanser og kreative skaberevner stimuleres gennem aktiviteter som teater og anden optræden. Dette hjælper børnene med at udtrykke sig kropsligt og verbalt og styrker deres selvtillid og udtryksform.